Team Jeanne d'Arc
FISKEDAGBOG

14+15.04.2012

Ja igen var det Møn vejr, så lørdag middag blev køletasken pakket og kursen sat mod Klintholm, med ankomst kl. 15.00. Ingen af fiskevennerne er med i dag, da de enten skal arbejde eller er pålagt andre sysler :-)
Der var godt nok fyldt op med trailere (ca. 170 stk.) alle steder, men da jeg sætter båden i er der en anden der trækker op, så jeg spørger lige hvor han holder og får hans plads efterfølgende.
Planen i dag er at tage en 3-4 timers tur ved Kondomet og se hvad der sker.  Aldrig har jeg set så mange fødefisk men ikke en eneste kontakt  får jeg, så kl. 19.30 hæves klumperne og kursen sættes mod havnen. Så efter et par Bøfsanwich i pølsevognen er det tid til at få rullet soveposen ud og få tændt for varmeovnen. Mobilos bliver sat til 5.15 og så er det godnat.

   

Søndag morgen er det over i fikerihavnen og få lidt vand i ansigtet, og ind til købmanden og hente frisk bagte tebirkes og spandauer. Tilbage i båden varmes vand til te og morgenmåltidet indtages imens havnen vågner og de første både sejler ud af havnen. Planen i dag er Kondomet og efterfølgende afprøve et helt nyt sted hvor der måske er lidt mindre trafik. Efter at have gennemsejlet Kondomet, uden en eneste kontakt, der var ellers igen masser af fødefisk i den østre ende, sættes kursen til et for mig helt nyt sted jeg ikke har afprøvet før.
Da jeg ankommer kan jeg kun se 2 både i området og får snart gode lodninger. Får et godt hug på yderste sideplaner som dog ret hurtigt står af. De 2 både i området viser sig at være Freddi Team Mette/Garmin og Kenneth Team Noname og som jeg kan forstå det har Freddi som sædvanligt godt fiskeri. Da jeg har været et stykke ude øst på og vende og er på vej tilbage mod vest og er ved at forlade 40 m kanten bliver jeg kaldt op af Freddi som siger at jeg da ikke skal forlade området  for det er her det sker. Nu var jeg ikke ved at forlade området men ville bare vente til han havde foretaget sin vending uden at jeg lå i vejen og så selv gå rundt. Så efter Freddi's anbefaling sejlede jeg nu vest-øst for det er her det sker siger han. Og ja Freddi når ikke ret langt efter sin vending før han meddeler på VHF'en at nu har han dobbelt hug. Jeg får efterfølgende solidt tungt hug på yderste sideplaner, med en FlatJack i Sjømål farven, i øvrigt en farve der har givet mig en del +10 i år.

Laksen går små 500 fod ud og ruller i overfladen, for der efter at søge nedad. Grejet bliver bjerget, og klumperne trækkes op. De øvrige 3 sideplaner for lov at blive ude og jeg begynder fighten.  Der skal gå en hel time inden jeg kan nette den, og det ikke kun fordi jeg bliver lidt nervøs da jeg 2 gange ser den i overfladen (ligner ny PR) men den er ikke til at presse op og bliver nede i 40-50 fod og cirkler rundt om og ind under båden så jeg er helt rundtosset til sidst.
På et tidspunkt må jeg sætte stangen fra mig, tage flydedragten af og dernæst bjerge de 3 sidste stænger. Senere er jeg kommet faretruende nær Noname, og spørger ham om han kan trække lidt bagbord. Din eller min spørger han, og det kan jeg da godt forstå for på det tidspunkt laver jeg lige en pioriette, og så er det nok lige lidt svært at forholde sig til min anmodning. Jeg får holdt Laksen på min styrbords side og Noname kan passere på bagbord side uden problemer.  Som sagt går der en hel time inden bæstet er mør, og det er ikke fordi bremsen står løst, nej den står ret stramt og faktisk meget strammere end jeg brød mig om. Vægten topper på 12 kg rent og jeg er glad selv om det ikke blev til PR, men det var en herlig fight.  Og så i øvrigt tak til Freddi for spottet.

Jeg bliver i området og fisker frem og tilbage til kl. 16.00 uden mere held. Team Noname får vist et par fisk i båden i samme tidsrum.

Freddi har ved godt middagstid trukket grejet for at sejle en af NB bådene til hjælp fordi denne har strøm problemer. Jeg tænker med gru på den dag der en der virkelig kommer i alvorlige problemer. Og det gør jeg fordi med den radio kommunikation der foregik var det et rent kaos. Freddi kunne ikke få en ordentlig melding om han skulle hjælpe den pågældende og fik tilsyneladende forskellige positioner, en tilbød sin hjælp og ville have en position på kommaet og da det viste sig at være 7 mil væk mente han at så kunne en anden godt overtage. Ud over dette var der flere der kaldte op på kanalen for lige at høre om deres kammerat havde fået fisk eller hvor de lå, det kunne man måske godt lige vente med til ovenstående situation var afklaret. Team Kennele som var havaristen fik et batteri over fra en anden båd og kunne så tilsyneladende selv sejle i havn med følgeskab af Freddi. Det kan godt være jeg har overhørt det, men en melding om at situationen var afklaret havde været en god ting. Godt at der er så mange der vil hjælpe, men nogen gange skal man først lytte og forstå, og er der nogen der koordinerer eller har tilbudt hjælpen, så lad dem styre dette.

Gid vi alle må få nogen gode fiskedage og komme godt hjem.

Med fiskehilsen
Jørgen

Tilbage