PUKAVIK
15-22.05.10

 

Lørdag kl. 10.00 mødtes vi som skulle til Pukavik i Boserupskoven øst for Næstved. I år var det følgende Team og besætning. Team Svanen med John og Peter hytte 1, Team Alma med Jens og Thomas hytte 11, Team Rasmus med Peter også hytte 1, Team Onkel Hans med Joan og Hans i hytte 6,  og undertegnede Team Jeanne d'Arc med Jørgen og Jane i hytte 5. Efter samling blev kursen sat mod det Svenske, med et første stop i Karlslunde hvor der var aftalt opsamling af yderligere 2 Team. Team Ternen i år med Jens som skipper og Tommy som gast, til hytte 2, og Team Kallestrup (Skorstensfejeren fra Samsø) med junior Simon, Inge og Jan i hytte 7.

 

Efter at alle havde kort havde hilst på hinanden blev den "endelige" kurs sat mod Karlshamn i regnvejr. Normalt plejer vi jo at holde en kaffepause på Skånegården lige efter broen, men grundet regnen fortsatte vi til Ekkerödsrasten hvor vi fik frokost inden turen gik videre.

Efter ankomsten blev der stille og roligt pakket ud og der efter gik alle en tur ned til Fiskeshoppen for at handle lidt og få strukket benene.

 

Som sædvanligt blev der her på førstedagen holdt fællesspisning. Hytte 5 lagde plads til og spisningen bestod som det plejer af alskens fisk, sild, makrel, kibbers mv. samt de små glas, og et par dåser på bordet.
Dette gav en rigtig festlig optakt til en rigtig god uge i kammeratligt sammenvær.

 

Søndag morgen (nat) var Team Alma  som sædvanligt taget til Hässelø for at fiske. Vi andre stod op kl. 05.00 men da vinden var lidt kraftig, gik alle og ventede på at den skulle lægge sig, men det gjorde den ikke, så vi kom ikke ud.
Alma havde en 0-tur.

I dag ankommer (Bolle)Finn, medejer af Team Ternen, samme med hans hustru Susanne, for at slappe af et par dage.
Det er Susanne som tidligere har stået for maden til alle Teams, og i år inviterer hun så på stegt flæsk og persillesovs til alle.

 

Mandag Alma på øen, vi andre tager ud fra Väggahavnen, nogen kl. 6 andre ved 7-8 tiden. Igen i år er det Team Svanen der lander turens første Laks. Det er skipper John der lander turens største Laks på 10 kg. Senere på dagen smider Peter Team Rasmus henholdsvis en 6 kg og en +10 kg og Team Kallestrup smider ligeledes en 6-8 kg ved bådsiden. Iøvrigt deres første Laks, øv.

Det er så i dag vi skal have stegt flæsk og persillesovs. 11,2 kg flæsk til 16 personer, så der var vist ikke nogen der gik sultne fra bordet. Tak for det Susanne og Finn. Hytte 2 lagde plads til.

 

Tirsdag Alma på øen, vi andre undtagen Team Kallestrup ud fra Vägga. Igen er det Team Svanen der lander Laks, denne gang gasten Peter der lander en på 6 kg. Undertegnede skipper på Jeanne d'Arc lander en bette en på 40 cm. som nænsomt udsættes igen. Ellers skete der ikke noget sindsoprivende denne dag.

 

Onsdag Alma på øen, Team Kallestrup og Jeanne d'Arc holder en fridag, resten ud fra Vägga. Ud over at Alma smider en Laks på 6-8 kg. sker der ikke noget.

 

Torsdag Alma på øen, alle andre tager ud fra Vägga.  Umiddelbart inden vi tager ud 05.45 kommer der en SMS fra Alma om at der er tæt tåge fra en ½ sømil og ud til 6 sømil ved Hässelø. Ved Ternø lægger tågen uden for og alle tager ud. Tågen bølger frem og tilbage i løbet af dagen og det ene øjeblik skinner solen gennem et hul og dernæst lukker det helt.

Men ved at hjælpe hinanden ved at holde kontakt og via vores gode waypoint system, samt at der er flere der nu har AIS + en enkelt radar, følte vi os sikre.

Peter på Team Rasmus får et trippelhug, men får "kun" den ene i båden, en Laks på 6 kg. Kallestrup lander en undermåler til genudsæt. John på Svanen får dobbelthug og smide begge. Derefter kaster han et downriggerlod med klemme efter dem, surt :-) Det med at smide lodder har Ternen patent på fra tidligere år, men smed/satte ikke nogen i år.

Dagen byder ikke på mere og alle går i havn sidst på eftermiddagen for at være klar til at grille STORE bøffer og få et glas rødvin. Igen var det hytte 2 der havde møbleret lidt rundt så vi kunne være der.

 

Fredag, alle tager ud fra Vägga, Alma som sædvanligt "meget" tidligt, vi andre på nær Ternen og Kallestrup kl.06.00
Kallestrup og Ternen kommer senere ud og bliver i området Ternø og Tanghallan.

Det er aftalt at vi vil gå til et punkt, 296 der ligger lige øst for Hanø og derefter fiske ud over Sildegrundene og ned østover. Da vi nærmer os halvejen bliver det ekstremt tåget  og da det samtidig viser sig at der er en coaster på vej ind mod Karlshamn, på tværs af vores kurs, sættes farten ned og kursen sættes parallel i behørrig afstand til vi kan gå bag om (hurra for AIS og Radar) Grundet den kraftige tåge er vi delt i 2 hold, men igen ved at holde god kontakt kan alle føle sig sikre.

Jeg skal lige indskyde at alene i båden var jeg ikke taget ud, selv med AIS og Radar i båden, for det var ikke muligt at sætte grej uden en til at holde øje med hvad der skete rundt om båden. På et tidspunkt blev jeg lidt nervøs da et radarsignal viste noget stort der kom meget hurtigt, pyha der var en STOR flok gæs der kom ind fra styrbord. På min bagbordsside havde jeg 0,28 mil væk, uden at kunne se ham visuelt, en Svane, Team Svanen :-)

Nå men til fiskeriet, John på Svanen lander en Laks på 6,0 kg, Peter på Rasmus lander en laks på 5,2 kg og smider IGEN en! På Team Jeanne d'Arc får fruen et godt hug på en dipsy der resulterer i et godt udløb på 450 fod. Grundet hendes manglende erfaring enedes vi om at det nok var bedst at skipper overtager fighten. Ved fælles hjælp får vi ryttet de øvrige 10 stænger. Laksen viser sig hurtigt at være en kanon fighter og da jeg på et tidspunkt ser at krogen sider i det bløde ved kæbevinklen bliver den ikke presset så hårdt. Fighten tager ca. en ½ time og Laksen gør stor set som det passer den, ned under og rundt om båden. Da den endelig ligger i nettet falder krogen ud af kæften som frygtet. Laksen vejer 4,7 kg.

Kl. ca. 15.00 sætter alle kursen mod havnen efter at have takket af for 2010 og på gensyn i 2011.

Team Svanen, Team Rasmus og Team Jeanne d'Arc sejler samlet ind ude fra Trekanten med "Blærerøvskluden" det orange Lakseflag hejst.

Aftenens spisning er henlagt til fiskerestaurenten på havnen hvor alle kan få deres favoritspise, Väggaspecial, Spætte med mos eller andet. 

 

Lørdag er hjemrejsedag så op kl 07.00, spise morgenmad, pakke sammen og rengøre hytterne. Afgang 09.30 og med et stop undervejs på 45 minutter pga. vejarbejde, stopper vi planlagt på Ekkerödsraten for at spise frokost inden kursen bliver sat mod DK.

I DK holder alle ind i Karlslunde for at tage afsked og takker hinanden for denne gang og på gensyn i 2011. Herefter sættes kursen hjemad.

 

Det endelige resultat af turen blev nedenstående, samt en masse kammeratlig hygge.

Team Alma - Jens og Thomas -  0 Laks - 2 mistet.

Team Svanen - John - Laks 10,0 og 6,0 kg - 2 mistet.

Team Svanen - Peter - Laks 6,0 kg

Team Rasmus - Peter - Laks 6,0 0g 5,2 kg - 5 mistet

Team Onkel Hans - Hans og Joan - 0 Laks - 1 mistet.

Team Kalllestup - Simon, Inge og Jan - 1 undermåler - 1 mistet

Team Jeanne d'Arc - Jane og Jørgen Laks 4,7 kg og 1 undermåler

 

Alt i alt landet 6 Laks og 2 undemålere og MISTET 11!

 

Lidt statistik fra Team Jeanne d'Arc der logger dybder til Fiskekortet, 39 timer og 21 min på vandet på 4 dage, sejlet 307,8 km. med en gennemsnitshastighed på 4 kt. 

 

 

Tak til Finn Team +60 og Leif Team Blondie for hyggelig snak i hyttebyen.

 

Med de bedste fiskehilsner til alle, og på gensyn i 2011

Jane og Jørgen ”Team Jeanne d’Arc”

Fotogalleri 1    Fotogalleri 2    Fotogalleri 3     Fotogalleri 4