Pukaviken 2009.

 

 

Så var vi klar til at tage med færgen fra Samsø, der var pakket og vores forventninger var kæmpe store. Ikke så meget forventningerne om en kæmpe-laks men mere det, at vi var på vej til noget fuldstændig nyt og totalt anderledes end noget vi havde prøvet før.

På færgen fra Samsø var der endnu engang tid til at tænke og det var en underlig tanke, at nu var det uge 20, den uge som vi havde talt om så uendelig mange gange i løbet af vinteren, men nu var det altså nu.

Det hele startede jo i vinters hvor vi fik tilbud om at komme med, hvilket vi ikke regnede med, men blev meget glade for. Så startede spekulationerne. Var vores grej ok, var krogene goé nok, nej vi bytter dem ud og det gjorde vi så. Ny line på hjulene, andre og bedre springringe, trolling-blink blev bestilt på nettet og puttet i de respektive kasser.  Alt blev tjekket igen og igen, men det var svært at forberede os til noget som var delvist ukendt. Men vi fik læst en masse og vendt og drejet muligheder, diskuteret for og imod. Men når vi kørte fast og ikke rigtig kom videre var det en kæmpe hjælp at ha´Jørgen som altid er klar til at hjælpe lige meget hvad. Det takker vi dig meget for Jørgen.

Nå, men nu sad vi på færgen og var nødt  til at holde fast i de beslutninger mht grej og lign som vi var endt op med, for nu var det afgang.

Hen over Sjælland og så var vi næsten ved møde-stedet, tlf ringer, hvor er I spørger Jørgen. 5 km fra rastepladsen og vi var ærlig talt meget spændt på at møde alle de øvrige. Så var vi der og kunne se de andre både linet op. Hold da helt op, tænkte jeg det ser prof ud. Vores lille båd blev parkeret i en plads  mellem de andre. Så var det tid at møde de andre giraffer, ser vi så nogenlunde ud (vi er jo ø-boer) og Simon fik endnu engang på rekord-fart genopfrisket de mest basale regler for opførsel. Ja,ja,ja mor jeg har hørt det!

Men sikke dog en flok dejlige mennesker og en go stemning , nu kunne vi slappe af og begynde at glæde os.

En dejlig tur over broen og så var vi i Malmø og vi fulgte med i rækken. En dejligt område at køre i og vejret var dejligt. Turen mod Pukaviken blev jo som alle ved, en smule anderledes end det åbenbart var planlagt. Men at det som Jane så udmærket forklarede, var en ekstra service til de ny-ankomne for at lære området at kende må vi sige er en service ud over alle grænser, men et meget flot område som vi husker tydeligt!!!!!!!!

Efter lidt mad gik turen videre mod Kollevik og endelig var vi fremme. Et dejligt sted og rigtig hyggeligt med hytterne spredt ud over området. Hytte 7, det var os og vi fik pakket ud. Der var røre og leben omkring hytterne og vejret var dejligt. Området nede ved havnen var en hel speciel oplevelse og vi glædede os til næste morgen.

Væggeuret ringer klokken er 5 og det er ud af dynen. Tingene gøres klar og vi kører mod slæbestedet. Bådene kom i vandet og så af sted.  Vi var fuldstændig målløse over den skærgård ja hele området i det hele taget, men den skærgård var ren lise for sjælen. En go dag på vandet . Da vi kom ind igen og var hjemme ved hytten blev turen lige fordøjet og der var nogle ting vi nok lige skulle ha lavet om på (da havde vi fundet ud af, at der under de grønne presenninger var gjort klar til næste dag) summa summarum vi gjorde klar under vores blå presenning !!!!!!!

Efter aftensmaden snakkede vi lidt og det var under den samtale med Jane, at det gik op for os, at der var en grund til, at vi den forrige nat havde følt at vi boede i en snehytte på Grønland. Sjældent har vi frosset så meget og sjældent har vi haft så svært ved at komme ud af fjerene pga. kulden, men Jane kunne så fortælle, at de jo havde deres egne dyner med samt andet til at holde varmen og det ved vi så til næste år. De øvrige nætter iførte vi os HH-undertøj, hjemmestrikkede strømper og heldragten lagt indendørs klar til næste morgen. Øret drejet helt om på el-radiatoren og så gik det sådan set meget godt da vi lige havde vænnet os til det.

Vi havde også en dejlig dag uden fiskeri og havde lånt Jane til at vise os nogle af de dejlige områder omkring Kollevik. Især turen til Mørrum var for især Simon en kæmpe oplevelse hvor han blev kanonfotograf og vi andre 3 måtte stå for skud. Det var lige sådan en dag vi trængte til og Simon er klar til grøn lagkage sammen med Jane igen næste år. Tak Jane!!

Dagene gik jo, som alle ved med dejligt fiskeri og ikke mindst hygge efter endte fiskedage. Vores tid sammen om aftensmaden og snakken med alle jer andre i løbet af dagen både på VHFén og hjemme ved hytterne fik os til at føle os med i flokken.

De gode dage på vandet og de flotte laks der blev fanget har gjort at vi glæder os meget til næste år. Vi er allerede begyndt med listen til næste år (øverst står dyner og varmeblæser) og autopiloten er bestilt, så vi kan været lidt bedre rustede til næste år.

Det blev så desværre den sidste aften i Kollevik og vi var lidt vemodige ved tanken om, at det var afgang  næste morgen. Aftenen blev jo som bekendt hyggelig med grill og snakken (og Simon fik lært at fløjte med et græsstrå, hvilket han flittigt gør, også nu efter vi er kommet hjem).

Næste morgen blev der pakket og det var klar til afgang (vi tog så ikke helt den samme vej hjem mod Malmø). Kortegen kørte af sted og vi tog afsked med Kollevig vel vidende at vi nok ses til næste år, hvis alt går vel. Det begyndte at øsregne på hjemturen og vores tanker gik til nogle af de både vi mødte som var på vej mod en hel uge i Pukaviken. (Og især da vi kom hjem og kunne følge vejret på tv og så hvor heldige vi havde været). Vi nåede så frem til Shell og der blev serveret pyt i pande til næsten alle (også en tradition som vi blev del af). Så var det tid til endelig afsked med de fleste og vi nærmede os Danmark. En sidste kop kaffe sammen med Jane og Jørgen og vi kørte mod færgen til Samsø.

Så var ringen sluttet og vi sad bare og ventede på at komme hjem, men kunne så få fordøjet nogle af alle de mange indtryk som ugen havde givet os og vi var enige om, at det havde været ren kvalitetstid hele vejen.

Det var så lidt fra turen 2009 og vi har været meget glade fordi vi fik lov at være med. Der kunne skrives meget mere, men jeg stopper  her med en tak til jer alle, fordi vi blev en del af det sammenhold i har bygget op gennem årene og fordi vi var så heldige at I tog imod os som I gjorde. Det er ingen selvfølge i dag og det værdsætter vi meget højt. Også en tak fordi I tog så godt imod Simon og vi håber ikke han har  spurgt og snakket alt for meget.

 

Mange hilsner fra Samsø 
Jan - Simon - Inge